4. juni 2019

Filmatisering af Q5

Filmatisering af Q5

Skuespillerne Ulrich Thomsen og Zaki Youssef får hovedrollerne i Marco Effekten instrueret af den danske Oscarnominerede filminstruktør Martin Zandvliet. Nordisk Film Production meddeler, at skuespillerne Ulrich Thomsen og Zaki Youssef indtager hovedrollerne som henholdsvis Carl Mørck og Assad i filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens roman Marco effekten der bliver den første af i alt seks film om Afdeling Q, som produktionsselskabet planlægger i de kommende år.
 
Marco Effekten er min 5. fortælling om Afdeling Q og mit forsøg på at vise, hvordan korruption og grådighed rammer den vestlige verden, en historie som er mere relevant nu end nogensinde før. Jeg glæder mig meget til at se historien omsat til film og indleder mit samarbejde med Nordisk Film og hele teamet med stor åbenhed og nysgerrighed,” siger forfatter Jussi Adler-Olsen, som snart kan føje 8. bind til serien om Afdeling Q, når romanen Offer 2117 udkommer den 14. juni.
 
Med Martin Zandvliet som konceptuerende instruktør og filmproducer Mikael Rieks er denne og de kommende filmatiseringer om Afdeling Q lagt i erfarne hænder. Sammen stod de bag filmsucceserne Dirch og den Oscarnominerede Under Sandet. I de senere år har Martin Zandvliet primært arbejdet med internationale filmproduktioner deriblandt Netflix-produktionen The Outsider, mens Mikael Rieks senest har produceret Den tid på året.
 
”Med valget af skuespillerne Ulrich Thomsen i rollen som den uortodokse vicekriminalkommissær Carl Mørck og med Zaki Youssef som hans assistent Assad, har vi sikret både denne og de kommende film et meget stærkt hovedcast. For med en lang række danske og internationale film- og tv-serier bag sig har Ulrich Thomsen markeret sig som international karakterskuespiller. Og sammen med Zaki Youssef, som fornylig slog igennem med sin danske spillefilmsdebut i Danmarks Sønner og den amerikanske tv-serie The Looming Tower, vil vi skabe et nyt og interessant makkerpar i dansk film, fortæller filmproducent Mikael Rieks, som glæder sig til at give det danske biografpublikum et brag af en filmføljeton over de næste tolv år.

- Det er med stor ydmyghed, at vi kaster os over Jussi Adler-Olsens imponerende romanværk om Afdeling Q, som har bjergtaget millioner af læsere over hele verden. På Nordisk Film er vi stolte over, at Jussi har vist os denne tillid, og vi vil med et stærkt hold bestående af hovedforfatter Anders August, medforfatter Thomas Porsager, instruktør Martin Zandvliet og vores to hovedskuespillere kunne love publikum en stor og stærk filmoplevelse,” siger Mikael Rieks, som på nuværende tidspunkt ikke ønsker at kommentere yderligere på filmens øvrige cast. 
 
Yderligere information ved henvendelse til Freddy Neumann, Neumann Strategi & Kommunikation, +45 2046 7846 / neumann@mail.dk

Gå til News
TOP  ▲
Relevante bøger
Marco Effekten
Marco Effekten er femte bind i Jussi Adler-Olsens populære og Læs mere