Jesper Stein er født 1965 i Århus. Han er uddannet journalist og har blandt andet arbejdet som kriminalreporter og litteraturjournalist. I dag er han fuldtidsforfatter.
Uro, der udkom i 2012, var hans debut som skønlitterær forfatter. I 2013 udkom bind to i serien om vicepolitikommissær Axel Steen, Bye Bye Blackbird, i 2014 fulgte tredje bind, Akrash, og i 2015 udkom bind fire, Aisha, som sikrede ham prisen De Gyldne Laurbær. I 2017 udkom Papa, femte bind om Axel Steen. For sjette bind i serien, Solo, er Jesper Stein af Det Danske Kriminalakademi blevet tildelt Harald Mogensen-prisen for året bedste danske krimi. Solo var dermed også nomineret til den prestigefyldte nordiske krimipris Glasnøglen.
I november 2020 udkom Jesper Steins meget personlige roman Rampen, hvor han skriver hudløst ærligt om sin families opløsning. Han ser tilbage på forældrenes opslidende og uværdige skilsmisse og forsøger at forstå dem og sig selv, mens han ser sine egne dæmoner i øjnene. Romanen blev i april 2021 hædret med Læsernes Bogpris 2021.
De udenlandske rettigheder til Jesper Steins krimier er solgt til bl.a. Tyskland, Italien, Island, Norge, Holland, Sverige og England, og SF Film har sikret sig filmrettighederne.